Torsdag d. 26. januar oplevede SEGES Innovation mistænkelig aktivitet rettet mod vores systemer, og noget indikerer, at det er lykkedes at trænge ind bag vores firewall. Hurtig reaktion har afværget, at aktiviteten spredte sig, idet der blev lukket ned for systemer eller isoleret systemer fra ekstern adgang.
Der er, efter grundig analyse i weekenden, ikke noget, der tyder på, at data er blevet kompromitteret eller lækket. Vi arbejder nu intenst i flere spor for at sikre, at vores, kundernes og brugernes forretning kan fortsætte uden eller med minimal påvirkning samt at begrænse risikoen for lignende hændelser. Vi ser desværre mange angreb og mange som rammes i tiden. Vi er taknemlige for, at det ikke gik værre, men det er samtidigt utroligt vigtigt, at vi alle er opmærksomme på at sikre os bedst muligt.